De kreative uddannelser skal være til for undtagelserne

Kreative uddannelser må rumme et stort spild, for at enkelte kan blomstre. Ingen værker på årets afgangsudstilling på Charlottenborg formår meget andet end at mumle. Hvis man ser bort fra et: Her sidder jeg på en skammel midt i en rundkreds og lytter til bekendelser fra seks formodentligt psykisk syge. Deres stemmer lyder som robotters og kommer fra højttalere, der står på skamler som min.

Jeg befinder sig i en snæver sekskantet pavillon, hvor diffust lys strømmer ind gennem de blege vægge, der er opbygget af doseringsæsker til medicin. Loftet er polstret som i en gummicelle. Stemmerne fremfører klicheer om sindet og om, hvad terapiens opmærksomhed gør ved dem.

Kunstværket fremstiller psykoterapi som en automatisme, der er indrammet af medicinering. Det påstår ikke, at terapi er humbug. Det fortæller blot noget om, hvordan man kan opleve, at terapi virker.

Min kone har netop gennemgået en vellykket behandling for kræft. I den proces oplevede vi et toptunet velfærdssystem af regionale, kommunale og private instanser, der stod på nåle for at hjælpe hende, ja, hele familien, hvis vi havde behov. Vi mærkede ikke blot en stor ekspertise og venlighed, men også at der virkelig er substantielle økonomiske, forsknings- og samfundsmæssige interesser bag bekæmpelsen af sygdommen.
De ofte konkurrerende tilbud til genoptræning, økonomisk rådgivning, forsøg, gruppeterapi, psykoterapi og meget mere kunne snildt have optaget hendes fulde tid og have overtaget hendes fulde identitet.

Når først diagnosen har afsløret en alvorlig sygdom, er der rig mulighed for at skifte livet som almindeligt menneske ud med identiteten som professionel patient. Det var den djævelske mekanisme, som dansk-serbiske Ana Pavlovic’ ‘Logical Hexagon’ iscenesatte.

Der findes massive behandlingstilbud til alvorligt syge, men der er den bagside ved omfanget, at man både risikerer, at systemets selvopretholdelse bliver et mål i stedet for et middel, og at patientens identitet forskubbes. Her er pludselig et helt maskineri, der interesserer sig indgående for én i alle væsentlige aspekter af livet, og føler man sig ikke tilstrækkelig set eller anerkendt i dagligdagen, kan man finde mere end rigelig bekræftelse i at være patient.

Værket er for mig det skarpest tænkte og klarest udførte på årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet på Charlottenborg.

Udstillingens øvrige nyudklækkede kunstnere syntes at have ganske lidt på hjerte eller er i hvert fald ikke et sted, hvor deres kunst griber ud i den almindelige erfaringsverden på så afklaret vis som Ana Pavlovic. De 34 øvrige afgangselever har skabt værker, der spænder fra det harmløst interessante til det hermetisk lukkede. En del af dem har mellemværender med den fysiske verden, som de desværre ikke formår at udtrykke i form af et prægnant værk. De mumler.

Men kvaliteten af en kreativ uddannelse skal ikke måles på antallet af mumlende værker. Værdien ligger i, at enkelte kunstnere formår at folde sig ud.

Uddannelsen til kunstner skal ikke partout føre til en succes som kunstner. Det er nok, at man får en mening i tilværelsen ud af det og er med til at holde kunstsystemet i gang, indtil der kommer en, der vokser over hovedet på alle andre. Det er en misforståelse, når man skærer kreative uddannelser til efter et mål om at få en masse kunstnere, der kan leve af deres kunst, ud i den anden ende. Det sænker blot niveauet. De kreative uddannelser skal være til for undtagelserne, de sjældne, lysende talenter, der kan brænde igennem og højne niveauet.

En kreativ uddannelse må være som et magnolietræ, der sætter tusinder af kortvarigt bedårende blomster, men sjældent formår at sætte bare ét frø, der bliver til et nyt træ.

Hvis der hvert år bliver bare én af Ana Pavlovic’ format, er det godt nok.

Karsten R.S. Ifversen
Politiken 4. JUL. 2014